Send et tip til sdr-omme.dk

Kommende arrangementer

Sejr og skuffelse i Sdr. Omme Dartklub

I lørdags var Sdr. Omme Dartklubs to hold i aktion i landets rækker. Og det var som dag og nat for de to hold, der sikrede sig henholdsvis to sejre og to nederlag. Værst gik det for 3. divisionsholdet, mens det lavere rangerende hold i kvalifikationsrækken fik pladen fyldt.

Klubbens førstehold var afsted til to "lokalopgør" i Esbjerg, hvor det første var mod Dartklubben Kælderen. Her blev det til et markant nederlag på hele 13-3 ud af de i alt 16 indbyrdes kampe, der bliver spillet i en holdkamp. Eftermiddagens opgør var mod Esbjerg Taxa Sport, der er oprykker i 3. divison. Her blev det til en mere tæt kamp, som Sdr. Omme 1 dog endte med at tabe beskedent med 10-6.

Længere syd på var Sdr. Omme 2 i aktion i to kampe mod Kolding Dart Club. Første opgør var mod Kolding 2, der var ubesejret efter tre kampe i turneringen. Det fik Sdr. Omme på overbevisende maner lavet om på og sikrede sig en sejr på 11-5. Eftermiddagens kamp for Sdr. Omme 2 var mod Kolding 3, som hidtil i sæsonen ikke har fået en sejr. Det fik de heller ikke denne eftermiddag, hvor Sdr. Omme uddelte en øretæve på intet mindre end 15-1. Klubbens nye juniorhåb, Daniel Thybøl fra Give, vandt alle sine 8 kampe denne lørdag på andetholdet.