-
Lør, 19/05/2012 - 09:00De Glade Jyders Fest
-
Lør, 19/05/2012 - 10:30Sdr. Omme Løberne
-
Søn, 20/05/2012 - 14:00De Glade Jyders Fest
-
Ons, 30/05/2012 - 18:00Aktive Kvinder
-
Søn, 03/06/2012 - 10:00Hejnsvig-Vorbasse-Grindsted Havekreds
Kommende arrangementer
Kender du...
Gallerier
Halgulvet blev brækket op på én weekend

I en artikel i Lyngposten i uge 18 kunne Rasmus Jensen fra bestyrelsen i Sdr. Omme Idrætscenter fortælle, at der for alvor ville blive brug for frivillig hænder i uge 27, når det gamle gulv i hallen skulle brækkes op. . Fredag i forrige uge startede en flok frivillige på arbejdet, og søndag ved middagstid blev de igen sendt hjem.
- Det er gået over al forventning her i weekenden, og vi er faktisk blevet færdige med at brække det gamle gulv op, fortæller halbestyrer Henrik Knudsen. Mellem 15 og 20 frivillige har både fredag, lørdag og søndag haft arbejdshandskerne på, og det har givet bonus.
- Vi havde selvfølgelig kalkuleret med at nå så meget som muligt i weekenden, hvor de frivillige har fri, og ikke skal spørge fri fra arbejde. Men jeg tror ikke, vi havde regnet med, at vi var færdige søndag middag allerede, siger Henrik Knudsen.
God motion i varmen
Det har formentligt kostet både blod, sved og tårer for de mange frivillige at blive færdige på så kort tid. Med omkring 30 graders varme i forrige weekend, har det krævet godt med vand og højt humør, at holde arbejdet kørende.
- Der er mange, der har svedt rigtig meget. Nogle har måske smidt 5-10 kg i løbet af weekenden, så det har været en god motionsweekend i hallen, griner Henrik Knudsen. De frivillige er blevet trakteret med morgenkaffe og middagsmad, mens der til fyraften har været et par fyraftensøl som tak for hjælpen.
- Det har faktisk ikke været svært at finde frivillige til det her projekt. Folk har været gode til at springe til, og derfor er det selvfølgelig ekstra glædeligt, at det er gået så godt med arbejdet, siger Henrik Knudsen.
- Hvis bare folk får en høflig forespørgsel på, om de har lyst til at hjælpe, så er der mange, der siger ja, fortsætter han.
Brugerne hjælper gerne
En af de mange frivillige, som har knoklet i hallen i weekendens løb, er 18-årige Daniel Rahbæk. Han har altid været en aktiv bruger af hallen, og var derfor ikke sen til at hjælpe til.
- Jeg bruger selv hallen meget, og så må jeg også selv yde noget, hvis jeg vil have en ny hal med et nyt gulv, siger Daniel Rahbæk. Han spiller både håndbold og fodbold i hallen, og har tidligere spillet badminton.
- Man har godt kunnet mærke, at det gamle gulv har givet sig en del, så det bliver rart med nyt gulv, siger han. Udover udsigten til bedre forhold i hallen har den hyggelige atmosfære også været motiverende til at knokle på i varmen.
- Vi har det jo hyggeligt, når vi går og arbejder. Der bliver snakket lidt imens, og så går tiden godt, slutter Daniel Rahbæk. I uge 28 skal der laves en ny skillevæg midt i hallen, som kan hejses op i loftet, når den ikke bruges. I uge 29 bliver der støbt nye bøsninger til bander, badmintonbaner og volleyballbaner. Fra uge 30 og tre uger frem er det så Virklund Sport, der kommer med det nye gulv.
- Og så i uge 33 skal vi have lavet finish på gulvet. Der skal males streger og vi skal have det behandlet, før det er klar til brug derefter, siger Henrik Knudsen.
- log ind for at skrive kommentarer

